November regn og blæst.

Så bliver det tid til lidt minder. Det er i disse dage, 20 år siden at min Far forlod denne verden, ganske brat, og uden varsel. En hjerneblødning, få dage i Aalborg, og så var han væk.

Det er jo rasende lang tid siden, og egentlig talte jeg år, fordi vi flyttede ind i vores nybyggede hus, og dagen efter gik min Far bort. DERFOR husker jeg det så nøjagtigt. Der var anden familie, der kørte flyttelæs og satte på plads, min plads var i de dage et andet sted.

NÅ men grunden til at der er et foto af en meget slidt høvlebænk er, at det var min fars. Den stod i kælderen i hans værksted i hele min barndom. De ting der er fremstillet på den er utallige –  den har markante slid mærker, små hak og minder om mine egne børns udfoldelser dernede sammen med far, og senere da han var borte, når de gerne ville mindes ham.

Høvlebænken har været “opstaldet” og dækket godt ned under pressening, i stalden hos mine svigerforældre, for smides ud, det kunne jeg ikke bære.

Nu skal vort skur ikke rumme 5 cykler,rulleskøjter,løbehjul,X antal fodbolde og basket bolde,tomme papkasser, o. lign. NU er der kun os to, så efter en grundig oprydning i sensommeren, kom høvlebænken hjem og bo i skuret.

Jeg er SÅ glad, jeg kan mærke jeg bobler lidt indvendig hver gang jeg bruger den, IHH hvor er jeg glad. Jeg planter blomster om, fikser småting som et fuglehus der trængte til en kærlig hånd,maler lidt julepynt til udendørs brug, hver gang med den dejligste følelse.

Hvor høvlebænken oprindeligt stammer fra, det ved jeg ikke. Der er betydelige brugsspor, som det fint hedder og jeg elsker den.

Se her er malings rester  ( rød og sort) efter nogle pingviner min far engang lavede, der har nok ikke været dækket godt nok af lille far

Og den gule farve er fra trækvogne som han også har lavet.

Her har der været gang i en sav, det kan sagtens have været ungerne, og min niece Katrine, har lavet en lille tegning med en sort tusch.Sølv malingen, tja det har jeg ikke nogen ide om hvad det er .

Med disse dejlige minder i November, har jeg så også haft besøg af mine skønne “Bonus tantebørn” i søndags. Vi var næsten fuldtallig, på nær en enkelt. Skønt og se hvad to veninder kunne blive til på godt 34 år. Veninden er her desværre ikke mere, men hendes mand og børn, dem glæder jeg mig stadig over og ses.

Så min November er fyldt med glæde og dejlige minder. Fødselsdage og dødsdage side om side, men jeg vil have lyse og dejlige dage, tankefulde og minderige dage, men lyse, det skal de blive.